Området
Projektområdet ligger i landbrugslandet mellem Stensbæk og Nørre Elkær vest for Elkærvej. Her præger store marker, læhegn og små markveje det rolige landskab, som mange i området kender fra hverdagen.
Området er en del af det flade landskab mellem Bindslev og Tversted med cirka 2 kilometer til Bindslev og 1,8 kilometer til Tversted. Gennem området slynger Tversted Å sig omgivet af eng, marker og levende hegn.
Det er her Eurowind Energy A/S planlægger Energipark Elkær, som Borgerenergifællesskabet Elkær får en andel af. Målet er at skabe balance mellem vedvarende energi, naturhensyn og lokal udvikling. Samtidig arbejder Borgerenergifællesskabet Elkær for at de nye anlæg skal skabe værdi for lokalsamfundet og styrke fællesskab og læring.
Du kan læse mere om projektets placering på www.energiparkelkaer.dk.

Vindenergi
Vindmøllerne ved Elkær bliver et centralt element i den grønne omstilling omkring Bindslev og Tversted. Når vinden blæser over området, omsættes energien til grøn strøm, som danner fundamentet i det lokale borgerenergifællesskab.
Vindmøllen bliver 150 meter høj, fra fundament til vingespids, og har en kapacitet på 5,4 megawatt. Projektet udvikles og drives af Eurowind Energy A/S, som står for planlægningen, myndighedsbehandlingen og etableringen af de 5 møller, samt driften af de resterende 4 vindmøller. Du kan læse mere om projektet og møllernes placering, ved at klikke her.
For os i Borgerenergifællesskabet Elkær handler vind ikke kun om strøm. Det handler om lokalt ejerskab, fælles grønne løsninger og en bæredygtig fremtid, som vi selv har indflydelse på.
Solenergi
I sommerhalvåret, når vinden står stille, tager solcellerne over. På den måde udnytter vi naturens kræfter til at skabe energi, som gavner både lokalsamfundet og klimaet.
Grøn Pulje
Når vindmøller og solcelleanlæg sættes i drift i Hjørring Kommune, betaler opstilleren et engangsbeløb til Grøn Pulje. Kommunen administrerer midlerne, som går til lokale projekter, der styrker natur, fællesskab og grøn omstilling.
Opstillere betaler 313.000 kr. pr. MW vind og 125.000 kr. pr. MW sol. Puljen vokser i takt med, at nye anlæg tilsluttes elnettet.
Alle borgere, foreninger og virksomheder i Hjørring Kommune kan søge midlerne. Projekter tæt på vedvarende energianlæg får typisk første prioritet. Støtten gives til fælles formål, og ikke til enkeltpersoner, og kan omfatte alt fra naturprojekter og stier til lokale grønne initiativer.
For os i Borgerenergifællesskab Elkær er Grøn Pulje en vigtig mulighed for at styrke lokal udvikling og skabe flere fælles værdier i området.
Læs mere om Grøn Pulje, ved at klikke her.